Billedhuggere, kunstmalere og arkitekter på Sicilien

Alfabetisk:

(AG) = Agrigentoprovinsen, (CT) = Cataniaprovinsen, (ME) = Messinaprovinsen, (PA) = Palermoprovinsen, (SR) = Siracusa, (TR) = Trapaniprovinsen

Amato, Giacomo (Palermo 1643 – Palermo 1732), italiensk arkitekt.  Blandt Amatos værker er højalteret i Chiesa di San Francesco di Paola i Milazzo, (ME).

Anna, Vito D’ (Palermo 1718 – 1769), italiensk maler.  Vito D’Anna ses som en af de største sicilianske malere og er kendt som rokokkomaler.

Baboto, Antonio, se Piperno, Antonio Baboccio da

Battista, Gabriele di eller Baptista, Gabriele de.  Ukendt fødselsdato.  Italiensk billedhugger.  Battista er oprindelig fra Como.  Han skønnes at være kommet til Sicilien i 1460’erne sammen med sin bror, Cristoforo da Como.

Becchina, Giovanni, (Sambuca di Sicilia 1909 – 2001).  Italiensk kunstmaler.  I 1930’erne maler Becchina værker inspireret af malerbevægelsen ‘Corrente’, der er opstået i Milano udenfor kunstakademiernes mure.  Med udbruddet af 2. verdenskrig vender

Madonna SS del Soccorso. Byens skytshelgeninde, Chiesa Madre Duomo, Sciacca. Foto: KirstenSoele

Madonna SS del Soccorso, skytshelgeninde i Sciacca. Udført af Birrittaro og Mancino. Foto: KirstenSoele

Becchina tilbage til Sicilien, hvor han lægger afstand til teknikken i Corrente og begynder at finde en egen stil.  Fra 1944 inspireres Becchina af Neorealismen og i 1960’erne bevæger han sig mod en mere abstrakt stil.  40 af Becchinas værker udstilles permanet på Pinacoteca i Sambuca di Sicilia (AG)

Berrettaro, Bartolomeo eller som han normalt kaldes på Sicilien: Birrittaro, Bartolomeo, (Toscana, slutningen af det 15. årh. – Alcamo 1524).  Italiensk billedhugger, der vokser op i Toscana, hvor han tilhører Toscana-Carrara kunststrømning.  Han flytter senere til Sicilien, hvor han opholder sig i og omkring bl.a. Messina og Palermo og introducerer renæssancestilen gennem religiøse værker.  Birrittaro har udført værker sammen med Mancino, Giulinao (se nedenfor).  Værker af Birrittaro kan ses i bl.a. Chiesa Madre i Sciacca (AG), Palermo, Trapani, Alcamo, Erice, Masala og Mazara del Vallo.

Blasco, Michele, (1607 – 1661). Italiensk kunstmaler og arkitekt, der hovedsageligt maler religiøse scener og figurer i en barok stilart.  Værk findes i Chiesa del Collegio i Sciacca (AG).

Bonanno, Rinaldo, (Raccuja 1545 – Messina 1600).  Italiensk billedhugger og arkitekt.  Fontana Gennaro, opført 1590) i Messina tilskrives Bonanno.  Påvirket af den toscanske tradition og af Michelangelo.  Tillige påvirket af Gagini.  Svigersøn til Andrea Calamech, som han arbejder sammen med i Calamechs værksted i Messina.  I Messina arbejder Bonanno i nogle af domkirkens kapeller i Messina (ME) og er ophavsmand til utallige statuer af hhv træ og marmor, bestilt af kirker i Sicilien og i Calabrien.  Som Calamech virker Bonanno også som arkitekt og er ophavsmand til facaden fra 1584 på Chiesa Madre i Alì, (ME)

Pietro de Bonitates medaljon af Kristi kroning af Jomfru Maria. Foto: KirstenSoele

Pietro de Bonitates medaljon af Kristi kroning af Jomfru Maria. Foto: KirstenSoele

Bonitate, Pietro de, (Lombardiet 15. årh – Sicilien 16.årh).  Italiensk billedhugger, der var aktiv på Sicilien mellem 1466 og 1501.  Bonitate videreuddannede sig ved Francesco Lauranas værksted (se nedenfor) og introducerede renæssancens former på Sicilien.  Bonitate var hovedsagelig aktiv i Palermo.  Mellem 1467 og 1468 åbnede han sammen med Laurana et værksted i Sciacca.  Mellem 1464 og 1477 skaber han Cristo che incorona la Vergina, Kristus, der kroner Jomfru Maria, over hovedportalen på Messina Domkirke i Messina.

Calamech, Andrea, (Carrara 1524 – Messina 1589), italiensk arkitekt og billedhugger.  Elev af Bartolomeo Ammannati med hvem han samarbejdede om Fontana del Nettuno,

San Michele, statue fra 1572 af Andrea Calamech. Castello - santuario, Santa Lucia del Mela. Foto: Gianfranco Rappazzo, Wikimedia 2011

San Michele, statue fra 1572 af Andrea Calamech. Castello – santuario, Santa Lucia del Mela. Foto: Gianfranco Rappazzo, Wikimedia 2011

Neptunspringvandet, i Firenze.  I 1563 blev han kaldt til Messina for at lede arbejdet i domkirken. Calamech fik senere hvervet som billedhugger, arkitekt samt byplanlægger for Messina.  I Messina skabte han en kunstskole og et familiedynasti af kunstnere, hvor bl.a. sønnen Francesco og forskellige slægtninge, heriblandt barnebarnet Lorenzo Calamech og svigersønnen Rinaldo Bonanno arbejdede sammen med ham.  Calamech har skabt adskillige fontæner samt Madonnaer og helgene til kirker i Messina og Messinaprovinsen.  Værker af Calamech findes i Castroreale (ME), Santa Lucia del Mela (ME)

Camarda, Gaspare: (Barcellona Pozzo di Gotto 1570 – circa 1630), siciliansk kunstmaler, der var elev af Antonio Catalano il Vecchio (1560 – 1605).  Camarda arbejdede især i Palermo og Messinaområderne.  Nogle af de mest betydningsfulde værker, der blev til i perioden 1597 – 1629, af Camarda kan ses i Alì (ME), Casalvecchio Siculo (ME), Savoca (ME), Naso (ME), Capo d’Orlando (ME), Piraino (ME) og i Castroreale (ME).

Cannavò, Antonino, (Casalvecchio Siculo ca. 1680 – 1763).  Siciliansk maler og forfatter.  Værker af Cannavò findes bl.a. i San Teodoro kirken i Casalvecchio Siculo (ME), i Messinaprovinsen og i Cataniaprovinsen.

Caravaggio, Michelangelo di, (1571 – 1610). En af de mest berømte italienske malere igennem tiderne.  Han er kendt for at kombinere såvel fysisk som psykologisk analyse af mennesket med brug af lys, bl.a. at male sine figurer i skarpt lys på mørk baggrund, fransk: clairobscur, italiensk: chiaroscuro.  Hans malerier har haft stor betydning for dannelsen af barok maleriet.  Værker af Caravaggio skolen kan ses i bl.a. Basilica Cattedrale i Patti (ME)

Caravaggio, Polidoro da eller Caldara, Polidoro (Caravaggio 1499/1500 – Messina 1543).  Italiensk kunstmaler. Omkring 1515 kommer Caravaggio ind i Raffaellos værksted i Rom.  Mellem 1517 og 1518 er han med til at dekorere søjlegangene i Vaticanet.  Fra 1522 maler han, inspireret af mytologiske temaer og den romerske historie, særligt facader på palæer, tillige søjlegange, et kapel, en villa samt kirker.  I 1529 flytter han til Messina.

Catalano, Antonio, (Messina ca 1560 – Messina ca 1606).  Antonio Catalano kaldes også Antonio Catalano l’Antico eller Antonio Catalano il Vecchio for at skelne ham fra sønnen Antonio eller Antonino, kaldet il Giovane.  Catalano er en italiensk kunstmaler, der er elev af Deodato Guinaccia og af Polidoro da Caravaggio, og som er uddannet og har arbejdet i Rom og Bologna.  Værker af Catalano findes bl.a. i domkirken Sant’Agata i Alì (ME)

Crestadoro, Giuseppe, (Palermo 1711 – Messina 1808).  Italiensk kunstmaler, der var elev i Vito d’Annas værksted, se ovenfor.  Hans værker kan ses i Palazzolo Acreide (SR), Ficarra (ME), fresker i Chiesa dell’Abbadia i Gangi (PA)

Domenichino, Se Zampieri, Domenico

Duca, Giacomo Del, også kaldet Jacopo Siciliano eller Jacopo Del Duca (Cefalù 1520 – Messina 1604).  Siciliansk arkitekt og billedhugger og elev af den italienske billedhugger, kunstmaler, arkitekt og digter samt en af hovedpersonerne i den italienske renæssance, Michelangelo Buonarroti (1475 – Rom 1564).  Efter at have arbejdet som Michelangelos assistent i Rom vender Duca i 1588 tilbage til Sicilien, hvor han udnævnes til Messinas stadsarkitekt i 1589. En stor del af de værker, han skaber i Messina, er ødelagt af jordskælv.  Duca står bl.a. bag udførelsen af katedralen i Santa Lucia del Mela (ME)

Fumagalli, Gaspare, (Rom, begyndelsen af det 18 årh. – Palermo, efter 1764).  Italiensk kunstmaler.  Har skabt fresker i trompe d’oeil i Palazzo Bongiorno i Gangi,

Gagini (Gaggini) skolen

Udsnit af Capella dell'Annunziata i Ficarra. Foto: KirstenSoele

Udsnit af Capella dell’Annunziata skabt af Antonello Gagini,  Ficarra. Foto: © KirstenSoele

Gagini, Annibale, også kaldet Nubilio eller Nibilio:  (Palermo ? – Palermo 1607).  Italiensk guldsmed og billedhugger.  Annibale Gagini er søn af Giacomo Gagini og tilhører således fjerde generation af den kendte sicilianske kunsterfamilie. Blandt hans værker er den sølvæske i Siracusa Domkirke med scener, der skildrer Santa Lucias liv. Siracusa (SR)

Gagini, Antonello (også kaldet Antonio):  (1478 – 1536).  Italiensk billedhugger og arkitekt fra renæssancen.  Søn af Domenico Gagini.  Antonello Gagini arbejdede hovedsageligt i Sicilien og Calabrien. Værker af Antonello Gagini findes bl.a. i Castroreale (ME), Ficarra (ME), Naso (ME), Montalbano Elicona (ME), Sambuca di Sicilia, (AG), Domkirken i Siracusa (SR),

Gagini, Antonino: (Messina ca. 1505 – Palermo, 1574).  Italiensk billedhugger og forhandler af marmor.  Søn af Antonello Gagini, som han arbejder sammen med som ung.  Værker af Antonino Gagini kan ses i Librizzi (ME), i Basilica di Maria Santissima del Soccorso i Sciacca (AG)

Byens skytshelgen, San Nicola. Monumentet er skabt af Giacomo Gagini. Foto: KirstenSoele

Montalbano Eliconas skytshelgen, San Nicola. Monumentet er skabt af Giacomo Gagini. Foto: KirstenSoele

Gagini, Domenico: (circa 1420 – 1492).  Schweizisk billedhugger.  Aktiv i Italien under renæssancen.  Bosætter sig i Palermo i 1463.  Far til Giovanni Gagini samt til Antonello Gagini.  Domenico Gagini er ophavsmand til det kendte sicilianske kunstnerdynasti ‘Gagini’, Gagini skolen og til værkstedet af samme navn, Gagini.  Han var meget aktiv sammen med sønnen Antonello samt børnebørnene.  Værker af Domenico Gagini kan bl.a. ses i Naso (ME), i Chiesa di San Francesco i Milazzo (ME).

Gagini, Giacomo:  (1517 – 1598).  Italiensk billedhugger. Søn af Antonello Gagini.  Giacomo Gagini var i nogle år elev af Michelangelo (1475 – 1564) og har skabt værker over det meste af Sicilien. Hans værker kan ses i Duomo di Montalbano di Elicona, (ME), i Chiesa di Sant’Agostino i Sciacca (AG)

Gagini, Giovanni Domenico: (Messina 1503 – Palermo 1560).  Billedhugger.  Giovanni Gagini kaldes også Gagini Giovan Domenico, Gagini Giandomenico, Giandomenico I, Giandomenico senior.  Giandomenico er søn af billedhuggeren Antonello Gagini og tilhører tredje generation kunstnerfamilien Gagini på Sicilien.  Hans værker kan ses i Basilica di Maria Santissima del Soccorso i Sciacca (AG)

Gagini, Giandomenico:  Se Gagini, Giovanni Domenico

Gagini, Nubilio eller Nibilio: Se Gagini, Annibale

L'Assunta con Angeli af Vincenzo Gagini. Foto: KirstenSoele

L’Assunta con Angeli af Vincenzo Gagini. Foto: © KirstenSoele

Gagini, Vicenzo: (1527 – 1595), søn af Antonello Gagini.  Tredje generation af Gagini kunstnerdynastiet. Billedhugger og stukkatør.  Værket t.v. er “L’Assunta con Angeli”, Jomfru Maria i himmelen sammen med engle.  Det er udført i 1549 og står i Chiesa Madre dei SS. Apostoli Filippo e Giacomo i Naso (ME)

Værker af Gaginiskolen findes bl.a. i Gioiosa Marea (ME), i Chiesa della Madonna del Carmine, i Chiesa Madre og i Chiesa di Santa Maria Assunta i San Piero Patti (ME), San Marco d’Alunzio (ME), i Duomo Nuovo i Milazzo (ME)

Giuffré, Antonino: (omtrent 1493 – Messina 1543).  Italiensk kunstmaler, der hovedsageligt arbejder i Messina i slutningen af 1500 tallet.  Påvirkning fra Antonio di Saliba, se nedenfor.

Grano, Antonio: (Palermo 1660 – Palermo 1718).  Italiensk kunstmaler og arkitekt.  Blandt de mest aktive på Sicilien mellem det 17. og det 18. årh.  Værker af Grano, eller værker, der skønnes at være af Grano, kan ses i Naso (ME)

Laurana, Francesco (Vrana 1430 – Avignone 1502), italiensk billedhugger og arkitekt.  Laurana spillede en betydningsfuld rolle i udbredelsen af renæssancen indenfor såvel skulptur som arkitektur i Napoli, Frankrig og på Sicilien.  Laurana arbejdede på Sicilien i perioden omkring 1467 – 1471 og er særlig kendt for sine kvindelige buster.  Lauranas værker kan ses i Palazzolo Acreide (SR)

Licata, Giovan Battista la, se Palermo, Fra Felice da

Li Volsi eller Livolsi er en familie af billedhuggere fra Nicosia og fra Tusa, der var meget aktive på Sicilien i det 16. årh. og særligt i det 17. årh. Værk af Simioni Livolsi kan ses i Chiesa di Santa Maria i San Marco d’Alunzio, værk af familien Li Volsi findes i Chiesa di San Basilio i San Marco d’Alunzio, et værk af G. Li Volsi i kirken San Paolo i Gangi, en San Nicola statue af Scipione Li Volsi i Chiesa Madre i Gangi(PA)

Mancino, Giuliano, (Carrara, slutningen af det 15. årh – Palermo 1519).  Italiensk billedhugger, der som Birritaro, Bartolomeo (se ovenfor) tilhører Toscana-Carrara kunststrømningen.  Som Birritaro flytter han også til Sicilien, hvor han arbejder i og omkring bl.a. Messina og Palermo, og han er med til at introducere renæssancestilien gennem bl.a. religiøse kunstværker.  Værker af Mancino kan ses i bl.a. Palermo, Petralia Soprana, Erice, Enna, Marsala, Trapani og Sciacca (AG).

Marabitti, Ignazio Francesco (Palermo 1719 – Palermo 1797), italiensk billedhugger.  Marabitti har studeret i Rom i Filippo della Valles værksted.  Hans værker findes over det meste af Sicilien, bl.a. skulpturerne foran Siracusa Domkirke (SC), Santa Maria del Mela (ME)

Martorana, Pietro, (Palermo 1705 – 1759), italiensk kunstmaler, en af repræsentanterne for den klassiske senbarok i Sicilien. Blandt værkerne findes fresker i Palazzo Bongiorno i Gangi (PA)

Giovan Battista Mazzolos statue af Jomfru Maria med barnet over portalen til Messina Domkirke. Foto: KirstenSoele

Giovan Battista Mazzolos statue af Jomfru Maria med barnet over portalen til Messina Domkirke. Foto: KirstenSoele

Mazzolo, Giovan Battista, eller Mazzola Giovambattista.  Billedhugger født i Carrara i Norditalien.  Fødselsår samt familiens baggrund kendes ikke.  Mazzolo var aktiv på Sicilien samt i Calabrien i første halvdel af det 16. årh. og menes at have været elev af Antonello Gaggini  (se ovenfor) i Messina.  Af kilder fremgår det, at han i 1540’erne og 1550’erne har haft eget billedhuggerværksted og forretning.  Værker af Mazzolo kan ses i bl.a. Novara di Sicilia (ME), Messina (ME), Catania, Siracusa, Motta Sant’Agata og Randazzo.

Annunziata, Palazzo Abatellis, Palermo. Kunstmaler: Antonello da Messina

Annunziata, Palazzo Abatellis, Palermo. Kunstmaler: Antonello da Messina, 1476

Messina, Antonello da: (1429/1430 – 1479).  Messinas fødenavn var Antonio di Giovanni de Antonio.  Messina var den væsentligste sicilianske kunstmaler i 1400 tallet.  Han formåede at skabe balancen mellem at sprede lys, atmosfære og opmærksomhed mod detaljen, som man kender det fra det flamske maleri. Samtidig er hans malerier berømte for deres vitalitet og psykologiske dybde.

Værker af Antonello da Messina kan bl.a. ses i Chiesa Madre dell’Annunziata i Ficarra (ME)

Montorsoli, Giovanni Angelo (Firenze 1507 – 1563), italiensk billedhugger og arkitekt. Montorsoli samarbejdede med Michelangelo i Firenze.  I perioden 1547 – 1557 boede han i Messina, hvor han sammen med Domenico Vanello bl.a. skabte springvandet Fontana di Orione på domkirkepladsen i Messina. Værker af Montorsoli: bl.a. Fontana di Orione i Messina samt Fontana del Nettuno i Messina.

image

Moses af Pietro Novelli, Wikimedia

 Novelli, Pietro, (1603 – 1647). Italiensk kunstmaler og arkitekt. Novelli var den vigtigste og mest indflydelsesrige kunstner i det 16. årh. på Sicilien og blev udnævnt til kongelig kunstmaler. Værker af Novelli kan bl.a. ses i Basilica Cattedrale di S. Bartolomeo i Patti (ME), i Basilica Cattedrale i Santa Lucia del Mela (ME).

Kunstnere af Nóvelli skolen har skabt værker i Chiesa Madre i San Piero Patti, (ME)

Palermo, Fra Felice da (i sit verdsligme liv: Giovan Battista la Licata), (Palermo 1751 – Palermo 1824), italiensk kunstmaler, arkitekt og ingeniør, der var aktiv på Sicilien fra slutningen af 1700 til begyndelsen af 1800 tallet.  Palermo har skabt adskillige værker til kirkerne i Santa Lucia del Mela (ME)

Patania, Giuseppe, (1780-1852).  Siciliansk kunstmaler fra den neoklassisistiske periode.  Han malede især portrætter og historiske scener.

Domkirkens portal skabt af Antonio Baboccio da Piperno. Foto: KirstenSoele

Messina Domkirkes portal skabt af Antonio Baboccio da Piperno. Foto: KirstenSoele

Piperno, Antonio Baboccio da, også kaldet Baboto, Antonio, (Priverno 1351 – 1435).  Italiensk abbed, kunstmaler, billedhugger og guldsmed. Piperno har fået sin kunstneriske uddannelse i Milano, Bologna, Venedig, Napoli og Messina.  Blandt hans værker er portalen til Messina Domkirke i Messina.

Quattrocchi, Filippo, (Gangi 1738 – Palermo 1813), italiensk billedhugger, ophavsmand til træskulturer.  Uddannet i den barokke stil.  I 1761 fik han eget værksted i Palermo, hvor han fremstillede træstatuer til kirker rundt om på Sicilien.  Blandt hans værker er en skulptur af San Francesco i flerfarvet træ i Chiesa di San Francesco di Paola i Milazzo (ME), træskulpturer i Chiesa Madre i Gangi, (PA),

Saliba, Antonello de, eller Saliba, Antonio di (Messina ca. 1467 – Messina ca. 1535).  Italiensk kunstmaler, Antonello da Messinas nevø.  Sammen med broren Pietro kommer Antonello de Saliba i lære i Antonello da Messinas værksted, der ledes af Messinas søn Iacobello.  Salibas værker præges således af Messinas stil.  Saliba har været på Giovanni Bellinis skoler og indflydelsen fra Bellini ses i Salibas værker.  På Sicilien kan Salibas værker ses i Patti (ME), Castroreale (ME), Museo regionale di Messina (ME), Duomo nuovo i Milazzo (ME), Taormina (ME), Randazzo (CT), i Matrice Vecchia i Castelbuono (PA),

Salerno, Giuseppe kaldet lo Zoppo di Gangi, den halte fra Gangi, (Gangi 1573 – 1632), kunstmaler.  Malerier af Salerno kan ses i Chiesa Madre i Gangi (ME), hvor Salernos hovedværk Giudizio Universale, Guds dom ved verdens ende, hænger

Serpotta, Giacomo (Palermo 1656 – 1732), italiensk billedhugger og stukkatør.  Giacomo Serpotta arbejder i lang tid sammen med broderen Giuseppe Serpotta, og de to har sammen udsmykket Cappella Palatina på slottet i Castelbuono (PA)

Serpotta, Giuseppe (Palermo 1653 – 1719), italiensk billedhugger og stukkatør.  Giuseppe Serpotta arbejder i lang tid sammen med den yngre bror, Giacomo Serpotta, med hvem han har udsmykket Cappella Palatina på slottet i Castelbuono (PA)

Sinatra, Vincenzo (1720 – Noto 1765).  Siciliansk arkitekt, der arbejdede i barok og senere også nyklassisistisk stil.  Efter at jordskælvet i 1693 ødelagde store dele af det sydøstlige Sicilien, herunder Noto, stod Sinatra for genopbygningen af mange bygninger i det nye Noto.  Bygninger skabt af Sinatra kan ses i Noto, Palazzolo Acreide

Sozzi, Olivio, (1690 – 1765).  En af de største italienske kunstmalere i første halvdel af det 18. årh. på Sicilien.  Sozzis værker kan ses i Gioiosa Marea (ME), Palazzolo Acreide (SR)

Subba, Letterio (Messina 1787 – Messina 1868), siciliansk kunstmaler.  Subbas værker ses bl.a. i Domkirken Sant’Agata i Alì (ME)

Tomasi, Giuseppe, Giuseppe Tomasi da Tortorici (ca. 1610 – ca. 1672).  Siciliansk kunstmaler. Tomasi var fra 1626 først i lære hos Gaspare Camarda.  To år efter, i 1628, kommer Tomasi i lære hos Antonio Catalano l’Antico. Efter Catalano l’Anticos død fortsætter Tomasi under Giovanni Simone Comandé skolen.  Raffaello og Van Dyck samt Pietro Novelli er blandt de kunstnere, der har haft betydning for Tomasi.  Værker af Tomasi kan ses i Chiesa Madre i Naso (ME) , San Marco d’Alunzio (ME),

Tancredi, Filippo, (Messina 1655 – Palermo 1722).  Italiensk kunstmaler. Freskoer og malerier.  Elev af Carlo Maratta.

Nedenfor ses Capella del Rosario, der er Travaglias hovedværk.  Samtlige foto: KirstenSoele

Travaglia, Bartolomeo, (1626 – 1683). Billedhugger.  Aktiv i Palermo, hvor Travaglia er født og døde. Travaglia tilhørt en kunstnerfamilie fra Carrara, byen i Tocana, der er berømt for sine marmorbrud .  Familien kom til Palermo melllem 1570 og 1662. Travaglias hovedværk er Capella del Rosario i Naso (Messinaprovinsen)

Slides nedenfor: Travaglias Capella del Rosario.  Foto: KirstenSoele

Vanella, Antonio, (slutningen af det 15. årh. – 1523).  Italiensk billedhugger fra Carrara.  Vanella tager fra Norditalien til Sicilien, hvor han arbejder dels i Messina, dels i Palermo.  Vanella er gennem sine religiøse og verdslige værker med til at introducere renæssancen blandt billedhuggere på Sicilien.  Vanellas værker kan ses i Basilica Cattedrale i Patti (ME)

Zampieri, Domenico, kaldet Domenichino (Bologna 1581 – Napoli 1641).  Italiensk kunstmaler.  Tilhænger af klassicismen.  Værk af Domenichino findes i Chiesa del Collegio i Sciacca (AG)