Noto, seværdigheder I

På UNESCOs verdensarvsliste, Barokkens hovedstad og perle, unikke bygningsværker i barok stil, restauranter, barer, stemning, liv og turisme

Palazzo Nicolaci Villadorata. Foto: Kirsten Soele

Noto ligger:

  • 40 km sydvest for Siracusa
  • 92 km syd for Catana
  • 290 km sydøst for Palermo
  • Noto hører under Siracusaprovinsen

Kommunens hjemmeside: Comune di Noto

På UNESCOs verdensarvsliste under punktet Città barocche in Val di Noto, Barokbyer i Notodistriktet.

Under punktet ‘Sicilien’ i menuen ovenfor findes under ‘Sicilien på Unescos liste over World Heritage Sites‘ en oversigt over de byer, der er er optaget på Unescos verdensarvsliste under punktet ‘Barokbyer i Notodistriktet

Corso Vittorio Emanuele, Monastero del San Salvatore, trappen op til Chiesa di San Francesco d’Assisi all’Immacolata og fontæne på Piazzetta 3 ottobre 1920. Foto: KirstenSoele

Antal indbyggere i hele kommunen: 23.820, (Istat 2021), Noto ligger 152 meter over havets overflade.

Byens skytshelgen: San Corrado Confalonieri. Fejring af San Corrado Confalonieri: 19. februar.

Noto bliver optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2002 under Città Barocche del Val di Noto, Barokbyer i Notodistriktet, et tidligere administrativt område i det sydøstlige Sicilien. Fælles for den række af byer, der er blandt barokbyerne i Val di Noto på UNESCOs verdensarvsliste, er, at de alle bliver ødelagt af jordskælvet i Val di Noto i 1693, og at de alle bliver genopbygget i siciliansk senbarok stil. Omfanget af bygningsværker, der genopbygges i barok stil, afhænger naturligt af, i hvor stort et omfang den pågældende by er blevet ødelagt. Noto er en af de byer, der bliver jævnet helt med jorden i 1693, og hvor man vælger at genskabe byen ca 10 km fra den gamle by. Det betyder, at arkitekter og andre kunstnere har et

Rigt ornamenteret barokbalkon med buet buttet smedjernsrækværk på Palazzo Nicolaci Villadorata. Foto: KirstenSoele

meget stort råderum, da de går i gang med byplanlægning, bygninger og kunstværker på og i bygningerne i Noto, hvor hele det historiske centrum bliver genopbygget i barok stil, og hvor der med Noto, også kaldet barokkens hovedstad, i dag står et helt særligt monument over den sicilianske senbarokke stil.

Ved byplanlægningen i Noto efter 1693 skaber man de lange, lige og ofte brede gader, der er typiske for barokken, og byen inddeles i tre dele, opdelt af tre hovedstrøg. De tre bydele er bestemt for tre forskellige sociale lag: Den midterste del er bestemt for gejstligheden, den øverste til adelen og den lavest liggende til folket. Hovedstrøget Corso Vittorio Emanuele er udført med tre pladser undervejs på Corsoen.

Barokdomkirken Duomo di San Nicolò med det lange trappeparti, der fører op til. Foto: KirstenSoele

De væsentligste arkitekter bag det barokke Noto er Paolo Labisi, Vincenzo Sinatra og Rosario Gagliardi. Det er arkitekter, der skaber rigt ornamenterede værker med buede facader, søjler og lange trappepartier, der fører op til bygningsværkerne. Eksempler på kirker med buede facader og søjler er Chiesa di San Domenico og Chiesa di San Carlo, på hovedstrøget Corso Vittorio Emanuele. De lange trappepartier, der fører og inviterer op til kirken, findes bl.a. på Chiesa San Francesco d’Assisi all’Immacolata og domkirken, Basilica Cattedrale di San Nicolò.

Byporten, Porta Reale, der fører ind til Corso Vittorio Emmaunele. Foto: KirstenSoele

Rundt i Noto:

Ad Corso Vittorio Emanuele

En række af de væsentligste bygningsværker i Noto ligger ved hovedgaden Corso Vittorio Emanuele. Begynd ved indgangen til det historiske centrum ved byporten, Porta Reale eller Porta Ferdinandea, der ligger den ene ende af Corso Vittorio Emanuele. Byporten i nyklassicistisk stil er tegnet af den napoletanske arkitekt Orazio Angelini og bliver påbegyndt i 1838, da man får at vide, at regenten over Kongeriget De to Sicilien eller Begge Sicilier, Kong Ferdinando II af Bourbon vil komme til byen. Porten bliver indviet i 1841 og har ikke ændret udseende siden da. På toppen af indgangsportalen er der tre figurer. Figuren til venstre er et tårn, der skal repræsentere Notos styrke, figuren til højre er en mynde som billede på undersåtternes troskab til kronen, og figuren i midten en pelikan som symbol på Jesu selvopofrelse.

Monastero del San Salvatore og Chiesa di San Francesco d’Assisi all’Immacolata. Foto: KirstenSoele

Gå igennem Porta Reale og gå ned ad Corso Vittorio Emanuele til Piazzetta 3 ottobre 1920 med fontæne. Her ser man Chiesa di San Francesco d’Assisi All’Immacolata og Basilica del SS. Salvatore. Chiesa di San Francesco opføres mellem 1704 og 1745 med ét kirkeskib efter planer af de to arkitekter Vincenzo Sinatra og Rosario Gagliardi og med de klassiske barokelementer: den lange trappe op til kirken, indgangsportalen indrammet af fritstående søjler og over portalen: det brudte gavlfelt. To kapeller tilegnet hhv. San Francesco d’Assisi og Sant’Antonio di Padova er udsmykket af stukkatøren Giuseppe Gianforma efter tegninger af arkitekten Vincenzo Sinatra.

Barok stuk i Chiesa di Santa Chiara. Foto: KirstenSoele
Madonna med barn i marmor, Chiesa di Santa Chiara. Foto: KirstenSoele

Længere fremme ad Corso Vittorio Emanuele ligger Chiesa di Santa Chiara på venstre hånd. Bag kirken, der står færdig i 1758, er arkitekten Rosario Gagliardi. Kirken er i barok stil med elipseformet grundplan og udsmykning i stuk og med de engleagtige figurer, puttier. I kirken er en statue fra 1500 tallet af Madonna med barn, der skønnes at være skabt af billedhuggeren Antonello Gagini.

Duomo di San Nicolò. Foto: KirstenSoele

Basilica Cattedrale di San Nicolò står færdigbygget i 1776. Mindre jordskælv gør, at kirken styrter sammen i 1996 og først åbnes igen i 2007. Bag katedralen i barok stil fra 1776 står arkitekterne Rosario Gagliardo, Paolo Labisi og Vincenzo Sinatra. Placeringen indgår i den barokke byplanlægning, således at den væsentligste religiøse bygning i byen, domkirken, er placeret centralt og dermed let tilgængelig på den ene side af

Basilica Cattedrale di San Nicolò. Foto: KirstenSoele

byens hovedstrøg, Corso Vittorio Emanuele, og overfor byens rådhus, Palazzo Ducezio. En meget lang og bred trappe fører fra corsoen op til katedralen. Facaden i gyldne kalksten er i barok stil med fritstående søjler på begge sider af indgangsportalen og med den brudte timpanon over portalen. På hver side af facadens midterste parti er placeret et tårn udført efter samme tradition som det ses i den sicilianske arkitektur under normannerne. Blandt værkerne i kirken kan nævnes en marmorskulptur af San Michele Arcangelo skabt af Gaginiværkstedet samt Madonna delle Grazie i basrelief, der stammer fra det antikke Noto. I kapellet for enden af højre kirkeskib opbevares en urne i sølv med relikvierne fra byens skytshelgen Corrado Confalonieri.

Rådhuset Palazzo Ducezio. Foto: KirstenSoele

Til venstre for katedralen ligger Palazzo Landolina (UN). Facaden, der er tegnet af arkitekten Vincenzo Sinatra, er inddelt i tre plan med piller, der har kapitæler i dorisk og korintisk stil. Øverst oppe på facaden kan man se familiens våbenskjold. Til højre for katedralen ligger Palazzo Vescovile (UN)

Overfor Katedralen ligger Palazzo Ducezio, der huser rådhuset. Palæet, der er tegnet af Vincenzo Sinatra i 1746, er opført i flere tempi. Første etage i barok stil er opført i 1830 med en buet facade med 20 buer, der bæres af søjler med joniske kapitæler. Den anden og øverste etage er først bygget til i første halvdel af 1900 tallet. Indenfor er spejlsalen, Sala degli Specchi, møbleret med møbler i Ludvig den 15. stil.

Foto: Kirsten Soele

Turen rundt i Noto fortsættes:

*

________

Kilder:

__________