Scelga la Sua lingua, wählen Sie ihre Sprache, choose your language ……▶️

Milazzo med slottet, Castello di Milazzo, foroven. Foto: © KirstenSoele
Sicilien:
Landsbyer fra middelalderen, Slotte og forsvarsværker, kunst i kirker, i palæer og paladser
Arkæologi og keramik, klostre og templer, udsigt over dale og hav
Nøddelunde, olivenlunde, citruslunde og vinmarker, vulkaner, sol, strande, klipper og vandreruter
Barok, myter og historie, kulinariske fester i landsbyerne og fejringer af helgener og helgeninder, af jul og påske
Seværdigheder og muligheder for oplevelser er der et utal af på Sicilien, og et af målene med denne side, In Sicilia: på Sicilien, er at omtale bare nogen af de mange steder.

David, der holder Goliaths hoved. Statue i Novara di Sicilia. Foto: KirstenSoele
Kendte seværdigheder vil blive præsenteret her på In Sicilia, men der vil også være steder, der ikke er blandt de mest berømte på Sicilien, og det er ikke nødvendigvis steder, der har berømte seværdigheder. Det er steder, hvis hovedattraktion kan være stemningen i en middelalderlandsby i bjergene, kunstværker i en kirke eller i palæer, slotte og forsvarsværker, steder hvor det kan blive en god oplevelse at tilbringe et par timer med at gå lidt rundt og måske få en kaffe og betragte livet på byens piazza hen imod aften, det kan være en smuk strækning langs kysten, en promenade i en hyggelig by eller langs havet eller en by med kulinariske specialiteter.

Udsnit af Travaglias Cappella del Rosario i Naso. Foto: © KirstenSoele
Målet er at give inspiration til oplevelser, der kan være stemningsmættede, give ro, give udsigt og måske indsigt, oplevelser, det kan være værd at køre en omvej for at få.
- Målet er at komme rundt i alle 9 provinser på Sicilien, og der er nu forslag til udflugtsmål i 8 provinser fordelt med:
- 26 i Messinaprovinsen
- 4 i Cataniaprovinsen
- 3 i Siracusaprovinsen
- 4 i Ragusaprovinsen
- 5 i Agrigentoprovinsen
- 5 i Trapaniprovinsen
- 6 i Palermoprovinsen og
- 2 i Ennaprovinsen
Herudover er der under ‘Sicilien’ oplysninger om Sicilien: Sicilien og Danmark i tal, Siciliens historie i hovedtræk, magthavere på Sicilien, om religion, om de dejligste små byer på Sicilien, om sicilianske monumenter på UNESCOs verdensarvsliste, om kunst og kultur, og der vil komme meget mere.

Petralia Soprana (PA), Foto: KirstenSoele
Med ‘Temaer’ er der mulighed for at planlægge en tur efter tema, så målet kan blive fx: byer med historisk centrum, naturoplevelser, gå- og vandreture, arkæologiske områder, badning, promenader langs havet.
Under ‘Oversigter, oplysninger’ findes information om at rejse til og på Sicilien, om ‘Le stagioni – årstiderne’, oversigter over fester og fejringer i provinserne.
‘In Sicilia’ blev oprettet i efteråret 2015 og er under konstant udvikling. Der er nu over 100 sider om Sicilien og med informationer, der kan give inspiration til gode udflugtsmuligheder og oplevelser.

En kat, der sidder og studerer en bil i en lille hyggelig bjergby. Foto: © KirstenSoele
*
Alle vurderinger er som udgangspunkt egne vurderinger ligesom praktisk information skal ses som vejledende. Se dog kildeangivelser.
*
*
*
*
*

Dessert ved familiefrokosten til Ferragosto den 15. august. Foto: Kirsten Soele
God fornøjelse med ‘In Sicilia’
KirstenSoele
Den Æoliske ø, Vulcano, og i horisonten Stromboli. Foto: KirstenSoele
__________________________
*
Tekst og billeder, hvor der ikke er angivet andet: © In Sicilia, KirstenSoele, 2015 – 2022
Instagram: oplev_sicilien
Sidst redigeret den 7. august 2022
Hvis du er kommet med på et af billederne på hjemmesiden og ikke ønsker at være det, kan du henvende dig til In Sicilia, og fotoet vil blive fjernet fra den pågældende side.
Rettelser og tilføjelser: skriv gerne til: in-sicilia@in-sicilia.dk