Dette punkt på UNESCOs verdensarvsliste består af to selvstændige områder, nemlig Siracusas historiske centrum og gravpladsen Necropoli di Pantalica, der begge blev optaget på listen i 2005. Både Siracusa og Necropoli di Pantalica ligger i det sydøstlige Sicilien, Siracusa helt ud til havet.
Siracusa
Siracusas bykerne er grundlagt af grækere i 743 f.kr. Bykernen har spor efter bl.a. grækerne, byzantinerne, araberne, normannerne og aragoneserne og giver et indblik i udviklingen af middelhavskulturen igennem tre årtusinder fra den græske periode til barokken. Siracusa, der har sit ældste centrum på øen Ortigia, er kunstnerisk og kommercielt et af de vigtigste områder i Magna Grecia, de græske kolonier i Syditalien i oldtiden. Igennem middelalderen er Siracusa et af de væsentligste centre for kristendommen, og efter jordskælvet i 1693 genopbygges flere bygninger i byen, som mange andre byer i det sydøstlige Sicilien, i den sicilianske senbarokke stil.
På Ortigia findes det ældste tempel på Sicilien, Apollontemplet fra det 6. årh. f.kr samt Athenetemplet fra det 5. årh. f.kr, der i det 7. årh. e.kr. bliver bygget om til kirke. I slutningen af det 17. årh. får domkirken barok stil efter at være blevet ødelagt af jordskælvet i 1693.
Fra det 5. årh. under græsk styre findes tillige Det græske teater, hvor der har været fremført græske klassikere. Teateret ligger i Den arkæologiske Park, der ligger på fastlandet.
Under romersk styre bliver Det romerske Amfiteater bygget. Teateret er fra 1. – 3. årh e.kr. og blev brugt til gladiatorkampe og kampe mellem dyr. Det ligger som Det græske teater i Den arkæologiske Park på fastlandet.
Af betydning er tillige det byzantinske fort, Castello di Maniace. Bag fortet, som det ser ud i dag, står normannerne (Frederik den 2. af Schwaben). Borgen ligger på Ortigias sydspids.
Duomo di Siracusa, tempio di Atena
På stedet, hvor domkirken ligger, bliver der omkring det 5. årh. f.kr. bygget et tempel i dorisk stil, Athenetemplet (Minervatemplet), der er det vigtigste tempel i den græske ‘polis di Syrakousai’. Med kristendommen ændres templet til en kirke, men således at den oprindelige helligdom, templet, indgår i kirken. Søjlerne fra templet, der ses i domkirken, er et af de tydelige beviser på Athenetemplet. Under muslimsk herredømme
ødelægges Siracusa, men kirken bevares, dog med de ændringer, der skal til, for at gøre kirken anvendelig som muslimsk moske. Med normannernes erobring af Sicilien genindføres kristendommen og kirken ændres til igen at være en kristen kirke.
Domkirkens facade er i dag hovedsageligt i barok og rokoko stil, mens der i det indre af kirken kan ses stilarter fra bl.a. græsk tid, hvor templet bliver bygget samt fra middelalderen under normannisk styre.
På og foran kirkens facade ses en række skulpturer skabt af den palermitanske billedhugger Ignazio Marabitti; Set forfra findes længst til venstre en fritstående skulptur af Sankt Peter, se foto ovenfor. Sankt Peter skal have sendt den første biskop, Marciano, til Siracusa. På soklen med Sant Peter ses en indskrift: “Apostolorum principi fundatori suo ecclesia syracusana P.” Omtrent: “Til dens grundlægger/ Sant Peter/ Siracusakirken/ P.” Længst til højre står en fritstående skulptur af San Paolo, Sankt Paul, der opholdt sig tre dage i Siracusa på vej til Rom.
På domkirken står der øverst oppe tre skulpturer, ligeledes af Marabitti. Til venstre står skulpturen af San Marciano, biskoppen, der af Sant Peter bliver sendt til Siracusa for at udbrede evangeliet. Marciano bliver den første biskop i Siracusa og gøres til martyr under det romerske imperium. Statuen af byens skytshelgeninde, Santa Lucia, findes til højre. Skulpturen af Jomfru Maria er placeret midtfor i en niche.
I katedralens indre træder de doriske søjler fra det oprindelige græske tempel tydeligt frem. I modsætning til katedralens facade blev det indre ikke egentligt skadet under jordskælvet i 1693 og fremstår i dag stort set
som i den oprindelige katedral på normannisk tid. Umiddelbart indenfor indgangsporten ses på begge sider vievandskar båret af drengebørn, udført af siracusa billedhuggeren G. Puglisi i 1802.
Loftet i midterskibet er af træplader. Ved restaureringen i 1645 tilføjes våbenskjold fra siracusas adelsfamilier.
I venstre kirkeskib står tre statuer fra det 16. årh, hver placeret imellem to af de enorme doriske søjler, der stammer fra det græske tempel. Set med ryggen mod udgangen forestiller den første skulptur Santa Caterina d’Alessandria, ukendt kunstner.
Tredje skulptur er af byens skytshelgeninde, Santa Lucia, og er udført af Antonello Gagini i 1527. Anden skulptur af Madonna col Bambino er udført af Domenico Gagini i 1500 tallet.
For enden af venstre kirkeskib findes et kapel fra normannisk tid, viet til Madonna della Neve. Marmorskulpturen af Madonnaen er ligeledes skabt af Antonello Gagini.
Højre kirkeskib består af en række kapeller. Heriblandt er La cappella del Battistero, Dåbskapellet, der rummer en stor døbefont, der oprindelig er en græsk amfora. Døbefonten er placeret på små bronzeløver fra normannisk tid. På væggene bag døbefonten er der placeret mosaikker fra normannisk tid. Mosaikkerne udsmykkede engang bl.a. kirkens apsis.
Umiddelbart efter Dåbskapellet ligger La cappella di Santa Lucia, Santa Lucia kapellet, der er af stor betydning for indbyggerne i Siracusa: her opbevares klenodier, der har tilhørt byens skytshelgeninde, og der findes genstande, der fortæller hendes historie. Bag alteret hænger et maleri af jomfru Lucia da Siracusa fra omkring det 13. årh, kunstneren er ukendt. Lukket inde bag maleriet opbevares sølvfiguren af Santa Lucia, skabt af den palermitanske billedhugger, Pietro
Rizzo, omkring 1599-1600. Sølvæsken, som Santa Lucia figuren står på, tilskrives Nibilio Gagini, (Gagini, Annibale) og viser scener fra Santa Lucias liv. Et foto til højre for alteret viser sølvstatuen af Santa Lucia.
I det sidste kapel i højre kirkeskib, La cappella del Santissimo Crocifisso, findes bl.a. et alter viet til San Zosimo. Maleriet af San Zosimo over alteret tilskrives Antonella da Messina.
Se også: Galleri, Siracusa
Necropoli rupestre di Pantalica, gravpladsen Necropoli di Pantalica.
Pantalica var en bosættelse, der lå på højsletten Monti Iblei. Her søgte indbyggerne fra kysten, der flygtede ved Siculernes ankomst, tilflugt. I den første halvdel af det 8. årh. f.kr. kom italiske befolkningsgrupper til området. Necropoli di Pantalica består af ca 5.000 grave, der er hugget ind i klipperne. De fleste af gravene går tilbage til perioden 13. – 7. årh. f.kr. Punktet på verdensarvslisten omfatter tillige Anaktoron (Prinsens palads), der ligger på toppen af bakken.