Barokby i Notodistriktet, på Unescos verdensarvsliste, siciliansk senbarok, blomstrende træer, palæer, pladser og stræder, Montalbano og hunden Italo
Scicli ligger:
- 26 km syd for Ragusa
- 84 km sydvest for Siracusa
- 120 km sydvest for Catania
- 141 km nordvest for Agrigento
- 257 km sydøst for Palermo
- Scicli hører under Ragusaprovinsen
Kommunens hjemmeside: Comune di Scicli
På Unescos verdensarvsliste under punktet Città barocche delVal di Noto, Barokbyer i Notodistriktet.
Under punket ‘Sicilien’ i menuen ovenfor findes under Sicilien på Unescos liste over World Heritage Sites‘ en oversigt over de byer, der er optaget på Unescos verdensarvsliste under Barokbyer i Notodistriktet.
Skytshelgener: Madonna delle Milizie, Guglielmo Buccheri (eller Guglielmo da Noto) helgendage: henholdsvis sidste lørdag i maj og anden fredag efter påskesøndag.
Antal indbyggere i hele kommunen: 26.995 (Istat 2021). Scicli liger 108 meter over havets overflade.
Jordskælvet i 1693
Scicli bliver optaget på Unescos verdensarvsliste i
2002 under Città Barocche del Val di Noto, Barokbyer i Notodistriktet, der er et tidligere administrativt område i det sydøstlige Sicilien. Fælles for den række af byer, der er blandt barokbyerne i Val di Noto på Unescos verdensarvsliste, er, at de alle bliver ødelagt af jordskælvet i Val di Noto i 1693, og at de alle bliver genopbygget i siciliansk senbarok stil. Omfanget af bygningsværker, der genopbygges i barok stil, afhænger naturligt af, i hvor stort et omfang den pågældende by bliver ødelagt, men også bygningsværker, der ikke bliver skadet får ændret udseende, så de svarer til samtidens barokke idealer. Scicli bliver ikke som andre byer, jævnet med jorden i 1693, og det betyder, at det bliver bydele, der bliver genopbygget i den senbarokke stil, og ikke som i Noto, Ragusa og Caltagirone, hvor de historiske centrum ødelægges fuldstændigt og derfor får hele bycentrum genopbygget i barok stil.
Bag genopbygningen i barok stil i Scicli står bl.a. arkitekten Rosario Gagliardi.
Sciclis historiske centrum er relativt overskueligt, men rummer og giver med sine barokke bygninger, palæer, pladser og stræder stemning og seværdige oplevelser. Udover at være kendt som en by på UNESCOs verdensarvsliste er Scicli også berømt for de mange scener, der er optaget i byen til krimiserien Montalbano. Særlig i Scicli er historien om gadehunden Italo.
En tur rundt i Scicli kan begynde på hovedstrøget, Via Francesco Mormina Penna, der er flankeret af små blomstrende træer. Det er byens barokke centrum med kirker og palæer i barok stil, forretninger, barer og restauranter, stræder,
der går ud fra hovedstrøget og palæet med il Municipio, rådhuset. Rådhuset, der ligger på Piazza del Municipio ved indgangen til Via F. Mormina Penna, fungerer også som politistation, Commisariato di Vigata, for den berømte fiktive kriminalkommisær Montalbano, og er et af de mest anvendte set for optagelser til krimiserien baseret på romanerne om Montalbano af den sicilianske forfatter Andrea Camilleri. Det er muligt at besøge de rum på rådhuset, der anvendes til optagelse af scener til serien.
I virkelighedens verden er rådhuset også det sted, hvor gadehunden Italo boede. Italo var en gadehund, som byen Scicli adopterede, og han havde sit hundehus samt madskåle ved indgangen til rådhuset. Filmen Italo er bygget over gadehunden Italos liv.
Efter rådhuset ligger lidt længere fremme Chiesa di San Giovanni Evangelista, der er påbegyndt mellem 1760 og 1765. Kirken, der er blandt de bygninger i sicilainsk senbarok stil i Scicli, der er på verdensarvslisten, har en typisk barok facade,
hvor midterpartiet er konveks, dvs buer udad, som en del af et tårn, der går ud fra selve kirkebygningen. Facaden består af tre plan alle med næsten fritstående søjler med ioniske kapitæler. På andet plan ses en større balkon i smedejern, mens det tredje plan huser kirkeklokken i det, der er typisk for den sicilianske barok, og som kaldes det sicilianske klokketårn, dvs at kirkeklokken findes øverst på kirkens facade i stedet for i et egentligt kirketårn. Kirkens indre, der består af et ovalt grundplan, er rigt udsmykket i stuk og med fresker og forgyldninger. Som et særligt maleri er et maleri af Kristus ‘Crocifisso di Burgus’. Maleriet kaldes også ‘Cristo in gonnella’, Kristus i nederdel, pga det lange klæde, Jesus bærer på maleriet.
*
Turen rundt i Scicli fortsættes på siden Scicli. Seværdigheder II samt bygningsværker i Scicli på Unescos verdensarvsliste
Se også: Sciclis historie, begivenheder i Scicli, kulinariske specialiteter. Galleri
—————————————————