Catania, begivenheder, kulinariske oplevelser og historie

Begivenheder

Vær opmærksom på, at nogle arrangementer kun afholdes en enkelt gang, mens andre ikke afholdes på samme dato hvert år, og at arrangementer kan blive aflyst. Se evt. kommunens hjemmeside eller Sicilia in festa.

Catanias skytshelgeninde, Sant’Agata og vognen, der føres rundt med statuen af helgeninden. Foto: KirstenSoele

Hyldest til byens skytshelgeninde, Sant’Agata

Blandt Catanias begivenheder har fejringen af byens skytshelgeninde, Sant’Agata stor betydning for byen. Sant’Agata fejres hvert år fra den 3. – den 5. februar, og festen for skytshelgeninden er med omkring en million deltagere den 3. største i verden mht antallet af deltagere. Bag fejringen af Sant’Agata er beretningen om, hvordan byen den 1. februar 252, omkring et år efter Agatas død, trues af et større udbrud fra Etna. Ved at holde det slør, der var ved hendes grav, op imod lavaen på vej ned, bliver det hvide slør rødt og udbruddet stopper den 5. februar, årsdagen for hendes matyrium. Sant’Agata, der er født omkring 230 fængsles pga sin kristne tro og torteres. Hun dør i fængslet den 5. februar 251.

I løbet af året er der mange begivenheder i Catania. Nedenfor er et udvalg:

  • Mercatino dell’usato, marked med second hand varer. Markedet afholdes omkring årsskiftet.
  • Den 2. søndag i hver måned afholdes et arrangement, A Fera Bio a Catania med økologiske produkter, håndværk mv, og der er musik og smagsprøver
  • Hver søndag morgen: Mercatino delle pulci, loppemarked.
  • 3. – 5. februar: Hyldest til byens skytshelgeninde, Sant’Agata, Festa di Sant’Agata.
  • 16. juli: Festa della Madonna del Carmelo, en hyldest til Madonna del Carmelo i kirken Santuario della Madonna del Carmelo.
  • 17. august: Festa estiva di Sant’Agata, sommerens hyldest til byens skytshelgeninde Sant’Agata for at mindes overflytningen af helgenindens relikvier fra Konstantinobel til Catania.
  • September: Ursino Buskers, en festival tilegnet gadeartister. Arrangementet afholdes omkring Ursino slottet.
  • Slut september/ begyndelsen af oktober: BeerCatania, ølfestival og bl.a. gadekøkkener.
  • Begyndelsen af november: Autumn Street Market, efterårsmarked.
  • Merry Christmas Market, julemarked som det afholdes i Nordeuropa.
  • Begyndelsen af december: Magico Natale a Palazzo Biscari, jul i barokpalæet Palazzo Biscari.
  • Natale a Catania, jul i Catania med begivenheder og julemarkeder i det historiske centrum.
  • 31. december: San Silvestro a mare, en svømmetur i havet på årets sidste dag.
Cibo di strada, street food, i en lidt finere udgave udenfor Porta Uzeda. Foto: KirstenSoele

Kulinariske oplevelser

I Catania findes der et rigt gadekøkken, il cibo di strada (eller: cibo da strada). Her kan man få arancini, riskugler med forskelligt indhold, fx ragù eller pistacie. Hvor arancinoen mange andre steder på Sicilien er rund, laves den pyramideformet i Catania efter formen på vulkanen Etna. Man kan også få grillede artiskokker, og man kan få frikadeller af hestekød. Andre specialiteter er ‘a quarumi’, kogt kalvemave og ‘sangeli’, der er kogt svineblod.

La parmigiana di melanzane, ret med auberginer. Foto: Kirsten Soele

Retten, Pasta alla Norma, er opkaldt efter operaen, Norma, af den catanesiske komponist Vincenzo Bellini, og er samtidig et symbol på byen Catania. Retten består af pasta, stegte auberginer i tomatsovs og revet saltet ricottaost samt basilikum. Andre typiske retter i Catania er pasta med blæksprutteblæk, retter med æselkød og Parmigiana di melanzane, der er en ret med stegte auberginer og tomatsovs, basilikum, hvidløg og ost.

Blandt de søde sager er Cassatella di Sant’Agata, der fremstilles i forbindelse med hyldesten af byens skytshelgeninde fra den 3. – den 5. februar. Kagerne er formet som bryster for at mindes, hvordan Agata under tortur i fængslet fik skåret sine bryster af.

*

*

Palazzo degli Elefanti på Domkirkepladsen. Foto: KirstenSoele

Træk af Catanias historie

Catania følger i det store hele Siciliens historie. Se evt: Siciliens historie i hovedtræk

  • 729 f.kr: Catania, det daværende Katane, grundlægges af grækerne
  • 263 f.kr: Catania overtages af romerne
  • Under byzantinerne (ca. 535 – 831 e.kr.) og araberne (ca 827 – 1091 e.kr.) mister Catania sin betydning og kommer til at stå i skyggen af Palermo og Siracusa
Domkirkepladsen, Piazza del Duomo, med domkirken til venstre, Porta Uzeda midt for og Palazzo dei Chierici til højre. Foto: KirstenSoele
  • Under normannerne (ca. 1061 – 1266) bliver Catania igen et kommercielt centrum.
  • 1169: et af de største jordskælv i Catanias historie
  • Under det spanske Huset Aragoniens herredømme på Sicilien (ca. 1282 – 1713) får Catania en væsentlig opblomstring
  • 1434: Øens ældste universitet, Università di Catania, grundlægges.
  • 1576: Store dele af byens befolkning bliver ofre for pesten.
  • 1669: et af de større udbrud fra Etna begraver store dele af byen i lava.
Monastero dei Benedettini i barok stil. Foto: Kirsten Soele
  • 1693: Jordskælvet, der ødelægger store dele af det sydøstlige Sicilien i dét, der dengang hed Val di Noto, Notodistriktet. Byen genopbygges i barok stil.
  • Under bourbonernes herredømme på Sicilien (ca. 1734 – 1860) får Catania en stigende administrativ betydning.

Se også:

Kilder: