Af CinziaSoui
I slutningen af 1960’erne rejste mine meget unge napoletanske forældre til Taormina på Sicilien, hvor de blev gift. De var begge vokset op i hjertet af Napoli, i Forcellakvarteret, de havde gået i den samme skole og nu rejste de væk fra familie og fra Napoli, de ville have et liv sammen i Taormina. De var unge, og for at kunne forsørge det unge par, havde min far fået arbejde på et hotel iTaormina som hotelmanager og sanger.
Mine unge forældre rejste ned til min fars søster, Maria, der var gift med en sicilianer fra Patti området. Han havde en god stilling i selve Taormina. Min unge mor tog tilbage til fastlandet, tilbage til Napoli og hjem til min mormor og morfar.
Jeg blev døbt katolsk i kirken San Nicolò di Bari i Taormina. På Sicilien var der især tidligere tradition for at navngive efter et familiemedlem for at ære og hylde dette familiemedlem. Det var særligt bedsteforældrenes navne, der blev brugt. Herudover fik barnet typisk også et navn efter en katolsk helgen eller helgeninde. Præsten ved kirken i Taormina ønskede at holde fast ved normerne og ville derfor ikke efterkomme familiens ønske om at døbe mig Cenci Cinzia, for Cinzia var ikke en helgen. Men vi brød traditionen for navngivning. Det var meget vigtigt for min familie at bevare navne fra Cencifamilien og den kulturarv, der er knyttet til familien. Men min familie, særligt faster Maria, var kraftfuld og viljestærk, så præsten måtte bøje sig: Jeg blev registreret borger i Taormina i 1967, døbt Cinzia Maria Cipolla. Maria efter min faster og med efternavnet Cipolla, der er min fars efternavn.
Jeg voksede op i Taormina sammen med min faster og onkel fra Patti og senere også min farmor, Anna. Jeg havde glæden af at få min barndom sammen med både min far, min faster og min farmor på Sicilien. Jeg er vokset op i min fasters og farmors køkken, og jeg havde en stor frihed, indtil jeg begyndte hos nonnerne, hvor jeg kom i dagpleje. Det blev et vendepunkt. Jeg lærte om struktur og kristne værdier og nærvær, om katolske højtider og om Gud. Jeg husker de trygge, men strenge rutiner, hvor jeg blev belært om at have respekt for autoriteter, noget der i begyndelsen gik mindre godt. Udadtil skulle opdragelsen hos nonnerne se rar og værdibaseret ud, og det skulle se ud som om, der var en omsorgsfuld tilgang til opdragelsen af børnene. I stedet blev det en streng opdragelse uden megen omsorg. Når jeg ser tilbage på tiden hos nonnerne, så har deres strenge måde at opdrage på dog lært mig høflighed og dannelse, et ordentligt sprog og takt og tone. Den har gjort, at jeg i dag tror på Gud og på noget, der er større end mig selv, men ikke på kirkens opbygning og dens opdragelse af små børn hos katolske nonner.
Sidst jeg var i Taormina, blev jeg hentet på en Vespa af min fætter. Han kørte os direkte ind til vores yndlings café, hvor vi fik en espresso og en granita di limone, og så var jeg tilbage, vupti så kom jeg tilbage til min sicilianske stemning, og det vælter frem med minder, duften og panoramaudsigten er rent flash back, Siciliens farver, dufte og luft er mit farverige kulinariske billede af, hvorfor jeg er så tæt forbundet med Taormina.
Jeg kom hjem til faster i Taormina, til det Taormina, der er mit landskab, min sicilianske duft og kærlighed til familiebordet, brødet, dugen, der blev strøget før den kom på bordet, de farverige ukorrente tallerkener, ‘le forchette’, gaflerne, bestikket, som var i forskellige farver, for faster bevarede bestik og alt, der var brugbart. Jeg genoplever, hvordan jeg med mine hurtige fødder gik op og ned ad de mange trapper, der er i kvartererne med de snørklede gader, og hvor der inde i gårdene lå oliven- og figenlunde, jeg erindrer, hvordan jeg hver dag fyldte mig med frugt, og hvordan det gav mig en følelse af frihed hver dag at kunne bevæge mig rundt i kvarteret.
Jeg husker, hvordan jeg som barn kom på min fars arbejdsplads, Hotel Ariston. Jeg har fra ganske lille oplevet restaurantions- og hotelbranchen på alle måder, herunder det sicilianske køkken og dets smage og dufte.
Og jeg husker, hvordan vi om eftermiddagen sprang i havet fra Alcantaraklipperne 15 km fra Taormina. Jeg var ikke bange for at springe fra klipperne, jeg elskede det krystalklare vand i Lido di Mazzaro, i Giardino Naxos og Taormina ved Isola Bella. Men jeg var bange for skideballen fra onkel Patti.
Da min far bliver tilbudt en stilling hos F.L. Smidt som gæstearbejder, rejser han til Danmark og tager mig med sig. Min far var ‘gæsten’, jeg, CinziaSoui, var barnet, der stod i skolegården uden et dansk sprog, et mørklødet barn med lysegrønne øjne og mørkebrunt hår. Vi var den første generation af italienske gæstearbejdere, der kom til Danmark, hvor min far senere åbnede en italiensk restaurant i Helsingør.
Jeg har Taormina under huden, det er den by, jeg er født i, den by, jer er opvokset i, den bor i mig. Det er min barndoms kvarterer, mine erindringers dufte, lyde og minder, og det er familien, der passede mig, inden jeg kom til Danmark. Det er de gamle koner, der sidder og holder øje hele dagen, de gamle forfaldne døre, de mange trapper af brosten, de kulørte terracotta urtepotter, og det er råben. De sicilianske smage, dufte og konsistens er de guldkorn, jeg har taget med til Danmark, og som er bragt til det danske museum for mad: Det grønne museum, hvor bl.a. menukort fra min fars restaurant er udstillet.
CinziaSoui er forfatter og foredragsholder. Hun bor i dag i Danmark, men har fortsat tæt kontakt til Taormina, byen, der med sin beliggenhed 200 meter over havet, sin skønhed og sit historiske centrum i dag er et af de mest yndede mål for turister på Sicilien. CinziaSoui er i gang med sin 6. bog, denne gang om netop Sicilien.
August 2026. Redigeret af Kirsten Soele