Barokby, på Unescos verdensarvsliste, siciliansk senbarok, lyserøde palæer, kirker, klostre, pladser og gyder, en borgport, en fontæne med et kærlighedsdrama, et vandfald
Militello in Val di Catania ligger:
- 46 km sydvest for Catania
- 77 km nordvest for Siracusa
- 149 km sydvest for Messina
- 234 km sydøst for Palermo
- Militello in Val di Catania hører under Cataniaprovinsen
Kommunens hjemmeside: Comune di Militello in Val di Catania
Kommunens turistkontor: Ufficio informazioni turistiche. Adresse: Piazza Municipio, åbent: onsdag – fredag: 8.00 – 13.00, onsdag – lørdag: 15.00 – 19.00.
Besøg i kirker: Spørg evt på kommunens turistkontor, hvornår kirkerne er åbne.
Militello in Val di Catania, der indtil 1862 hedder Militello in Val di Noto, kommer sammen med syv andre byer på Unescos verdensarvsliste i 2002 under punktet Città barocche del Val di Noto. Barokbyer i Notodistriktet. Under punktet ‘Sicilien’ i menuen ovenfor findes under Sicilien på Unescos verdensarvsliste en oversigt over de byer samt bygningsværkerne i byerne, der er optaget på Unescos Verdensarvsliste under Barokbyer i Notodistriktet.
Militello in Val di Catania er tillige optaget på listen over de dejligste små byer i Italien, I Borghi più belli d’Italia.
Militello in Val di Catania bliver i 2022 kåret som den dejligste by på Sicilien af online avisen allfoodsicily.it, der beskæftiger sig med gastronomi og turisme på Sicilien.
Skytshelgeninde: Maria delle Stella, helgenindedag: 8. september. Skytshelgen: Santissimo Salvatore, helgendag: 18. august.
Antal indbyggere i hele kommunen: 6.755 (Istat, 2021). Militello in Val di Catania ligger 413 meter over havets overflade.
Jordskælvet i 1693
Militello in Val di Catania bliver optaget på Unescos Verdensarvsliste i 2002 under Città Barocche del Val di Noto, Barokbyer i Notodistriktet, der er et tidligere administrativt område i det sydøstlige Sicilien. Fælles for den række af byer, der er blandt barokbyerne i Val di Noto på Unescos verdensarvsliste, er, at de alle bliver ødelagt af jordskælvet i Val di Noto i 1693, og at de alle bliver genopbygget i siciliansk senbarok stil. Omfanget af bygningsværker, der genopbygges i barok stil, afhænger naturligt af, i hvor stort et omfang den pågældende by bliver ødelagt, men også bygningsværker, der ikke bliver skadet får ændret udseende, så de svarer til samtidens barokke idealer. Hvor nogle af byerne i Val di Noto efter jordskælvet får genopført stort set hele det historiske centrum i den sicilianske senbarokke stil, drejer det sig i Militello in Val di Catania om enkelte bygningsværker, herunder kirkerne Chiesa di San Nicola SS Salvatore Militello samt Chiesa Santissima Maria della Catena.
En tur rundt i Militello in Val di Catania kan begynde på pladsen Piazza Municipio med kirken og klosteret, Chiesa e Monastero di San Benedetto, samt flere barokpalæer.
Chiesa e Monastero di San Benedetto bliver opført mellem 1616 og 1646 efter ønske fra markis af Militello, Francesco Branciforte, samt hans hustru Giovanna d’Austria. Klosteret huser i dag byens rådhus.
Skråt overfor Chiesa di San Benedetto i Via Senatore Maiorana ligger barokpalæet Palazzo Baldanza-Denaro. Palæet er opført i begyndelsen af 1700 tallet og har balkoner med dekorationer i barok stil, bl.a. maskaroner. I dag huser palæet turistorganisationen Pro Loco.
Fortsæt ad Via Umberto, hvor man på højre hånd finder en af de to kirker i byen, der er på verdensarvslisten, Chiesa di S. Nicolò SS Salvatore Militello. Opførelsen af kirken, der har et klokketårn med kuppel i orientalsk stil, bliver påbegyndt i 1721, efter at den oprindelige kirke bliver ødelagt ved jordskælvet i 1693. Bag facaden i barok stil står bl.a. den
catanesiske arkitekt Francesco Battaglia, der også står bag klokketårnet med kuppel i orientalsk stil. I kirken kan ses Predica di San Nicolò, San Nikolaus’ prædiken, udført af Vito d’Anna i 1761
I kirken er stuk udført af Serpottaskolen (eller er det i Maria della Stella ?). I krypten under kirken ligger Museo d’arte Sacra, Museet for kirkekunst, og kaldet Museo “San Nicolo”.
Skråt overfor Chiesa di San Nicola SS Salvatore ligger den lille plads, Piazza Vittorio Emanuele, der særligt midt på dagen samt først på aftenen summer af liv og samtaler. På hjørnet af pladsen og overfor San Nicolò ligger palæet Palazzo Liggieri ex Reforgiato. For enden af pladsen findes til venstre i Via Angelo Majorana den lille kirke Chiesa Santissima Maria della Catena, en kirke fra 1541, som er en af de få bygninger, der overlever jordskælvet i 1693. Kirken udsmykkes bl.a. af 13 statuer af madonnaen i stuk og guld.
Fortsætter man ad Via Umberto, finder man på højre hånd endnu en af byens mange bygningsværker i barok stil: kirken Chiesa SS Sacramento al circolo med sin konkave, indadbuede, facade samt det såkaldte sicilianske klokketårn på toppen af kirken.
*
*
*
*
*
*
*
For enden af Via Umberto ligger den anden af de to kirker i byen, der er på verdensarvslisten,
Santuario di Santa Maria della Stella. Opførelsen af kirken begyndes i 1722 og tilegnes byens skytshelgeninde, Madonna della Stella. En bred trappe fører op til kirkens udsmykkede facade, der er tegnet af arkitekten Giuseppe Ferrara, ved siden af kirken findes kirkens klokketårn. Udsmykninger i stuk fra 1700 tallet indeni kirken er udført af elev af Serpottaskolen, Onofrio Russo. I kirken findes tillige en altertavle af Olivio Sozzi, der viser Maria fødsel, samt en træstatue af Kristus, der tilskrives frate Umile da Petralia. Ved kirken ligger ‘skatkammeret’, Museo del Tesoro, hvor der opbevares værker af Francesco Laurana (portræt af Nicolò Speciale skabt i basrelief) samt et tredelt værk af Antonello da Messina.
Skråt overfor Chiesa Santa Maria della Stella ligger i Via Porta della Terra palæet Palazzo Iatrini-Troia, der står færdigt i 1771. Palæet har seks balkoner udført i den senbarokke stil.
Gå ned ad Via Porta della Terra, en gade flankeret af appelsintræer, med palæer og farverige bygninger.
*
*
*
*
*
For enden af Via Porta della Terra ligger borgtårnet fra borgen Castello Barresi Branciforte, der bliver bygget i det 14. årh. som en del af den middelalderlige bymur. I dag er der kun tårnet tilbage.
Går man igennem borgporten kommer man ind i borgens sydlige gård, hvor Fontana della Ninfa Zizza ligger. Fontænen bygges i 1607 som en hyldest til byens første aquadukt og dermed, at der bliver adgang til drikkevand i byen. Fontænen har et ottekantet kar, hvor man over karret kan se nymfen, Ninfa Zizza, udført i marmor af Giandomenico Gagini. I dag er den oprindelige nymfe erstattet af en kopi. Digteren Pietro Carrera (1573 – 1647) skriver digtet Zizza om den ulykkelige kærlighed mellem nymfen Zizza og en ung hyrde.
Ved at gå tilbage igennem borgporten, til højre ad Via Castello og igen til højre ad Via San Sebastiano kommer man til Chiesa Santa Maria La Vetere, der ligger i en naturskøn dal. Se Chiesa Santa Maria La Vetere og Via Santa Maria La Vetere.
Af andre af byens mange seværdige bygningsværker kan nævnes SS Angeli custodi med et gulv fra 1700 tallet i fajance samt palæet Palazzo Niceforo, der ligger i Via Giambattista Baldanza. Palæet er opført i 1700 tallet og har en portal med telamoner.
Floden Ossena eller Oxena. Få kilometer udenfor Militello in Val di Catania ligger et naturskønt område, hvor floden Oxena går igennem, hvor man kan se et vandfald, og hvor det er muligt at vandre.
*
*
*
*
Bygningsværker i Militello in Val di Catania på Unescos verdensarvsliste under Città barocche in Val di Noto:
- Chiesa di S. Nicolò San Salvatore
- Chiesa Santa Maria della Stella
*
*
*
Se også:
- Militello in Val di Catanias historie, begivenheder samt kulinariske specialiteter
- Militello in Val di Catania: Chiesa di Santa Maria La Vetere og Via Santa Maria La Vetere
- Galleri – Militello in Val di Catania