Gioiosa Mareas historie:
Gioiosa Marea bliver grundlagt af indbyggere fra Gioiosa Guardia på Monte Meliuso efter at byen Gioiosa Guardia er blevet ødelagt af jordskælv i 1700 tallet.
I 1357 udnævner Federico III di Sicilia (også kaldet Federico IV d’Aragona) Vinciguerra d’Aragona til hersker over Patti by (ME). Vinciguerra d’Aragona grundlægger efterfølgende i 1364 Gioiosa Guardia på bjerget Monte Meliuso, og Gioiosa Guardia (guardia: bevogtning) bliver med sin beliggenhed i 828 meters højde over havets overflade og med udsigt over Monte Pellegrino, De Æoliske Øer, Capo Milazzo og udsigt til Etna en vigtig strategisk by med funktion som såvel udkigspost som bevogtning og dermed beskyttelse af kystbefolkningen mod de stadige plyndringer fra saracenske pirater.
I 1364 bygges de første huse og kirken Chiesa del Giardino i Gioiosa Guardia. Efter nogle årtier overgår Gioiosa Guardias jorde til Pattis biskop, og byen er underlagt kirkens magt de efterfølgende 400 år.
Efter at store ødelæggende jordskælv i 1693 og 1738 har ramt byen, bliver jordskælvet i 1783 sammen med hungersnød og fattigdom dét, der endeligt sætter gang i en udvandring fra Gioiosa Guardia.
De fleste indbyggere tager igennem flere årtier byggematerialer og interiører samt værdifulde genstande fra både civile og religiøse bygninger med ned til kysten og opbygger det, der i dag er Gioiosa Marea
I 1812 afskaffes de feudale rettigheder på Sicilien og dermed slipper indbyggerne i Gioiosa Guardia/ Gioiosa Marea for at give andele af deres dyrehold, høstudbytte samt arbejdskraft til Pattis biskop, hvis magt de er underlagt.
I dag er der kun ruiner tilbage af Gioiosa Guardia, og byen kaldes ‘città fantasma’, spøgelsesby.
Omkring 1820 begynder den egentlige vækst i Gioiosa Marea, og der åbnes forretninger.
Indtil begyndelsen af 1960‘erne er hovederhvervene fortsat fiskeri og landbrug. I 1970’erne sker der en kraftig stigning i antallet af overnatninger af turister, og indtægterne fra turisme får en stadig større betydning.
Begivenheder
Februar:
- Februar:
- Carnevale di Gioiosa Marea: Stort optog og fest over flere dage. Særligt for karnevallet i Gioiosa Marea er La Murga, et farverigt orkester, dirigeret af Il Murgo med sin violin. La Murga er oprindelig en type argentinsk gadeteater, der er kommet til Gioiosa Marea med Turi Zampino, som havde levet i Argentina. Zampino organiserede efter at være kommet tilbage et farverigt orkester, La Murga, til at åbne karnevallet i Gioiosa Marea, og Zampino selv gav liv til Murgofiguren, der med sin violin og klædt i kjole og hvidt og høj hat i dag er symbolet på karnevallet i Gioiosa Marea.
Marts/april:
- Søndagen efter påske: Ottava di Pasqua
-
Ottava di Pasqua, ottendedagen efter påske, er den mest betydningsfulde fest for indbyggerne i Gioiosa Marea, fordi det er dagen, hvor befolkningen udvandrede fra Monte di Gioiosa Guardia og ned til havet, hvor den nye by, Gioiosa Marea, blev etableret. Der er optog akkompagneret af musik og med sognepræsten i spidsen, efterfulgt af ‘virgineddi’ (børn mellem fire og seks år), dækket med smykker og diadem. Til middag efter højmessen følger optoget en skulptur af Gioiosa Mareas skytshelgen, San Nicola, igennem gaderne i byens centrum for at ende ved stranden for at blive velsignet af havet.
-
Maj/juni:
- Torsdag efter pinse
- Corpus Domini, Kristi Legemsfest er til ære for indstiftelsen af det hellige sakramente og fejres med et optog igennem Gioiosa Mareas gader. Forrest i optoget går børnene, der har modtaget alterets sakramente, la prima comunione: den første hellige kommunion, der omtrent svarer til konfirmation.
Juni:
- 27/28. juni
- Festa della Tonnara a San Giorgio: Over tre dage fejres ‘la tonnara’ i Gioiosa Marea fraktionen, San Giorgio, der tidligere var et betydningsfuldt sted for tunfiskeri. Der er en guidet tur om aktiviteterne i byen ifm. tunfiskeriet, og der er gadeartister og fest.
Juli:
- Juli:
- Festa della Mietitura a Gioiosa Marea: i egnen Contrada Landro fejres det, hvordan man tidligere mejede ved håndkraft. Der er tillige spil, musik og mulighed for smagsprøver.
August:
- 14. – 16. august
- Il Ferragosto fejres i Gioiosa Marea over tre dage. I byens gader og pladser er der et større marked, hvor gadehandlende sælger alt fra sokker og pander til fødevarer. Befolkningen i bjergene benyttede tidligere i disse dage lejligheden til at komme ned og blive forsynet på markedet. Den 15. august er tilegnet Madonna delle Grazie. De tre festdage afsluttes med et stort fyrværkeri på stranden.
December:
- 6. december
- Festa di San Nicolò, fest for byens skytshelgen Sankt Nicolò med optog igennem byens gader.
Hvis du er kommet med på et af billederne på hjemmesiden og ikke ønsker at være det, kan du henvende dig til In Sicilia, og fotoet vil blive fjernet fra den pågældende side.
Se også: Gioiosa Marea, seværdigheder