Gangi, seværdigheder

På listen over de dejligste små byer i Italien, I borghi più belli d’Italia, middelaldercentrum, stemning, udsigt, stræder og pladser, palæer og fresker, Ventimigliaslægten

Gangi

Gangi ligger:

  • 120 km sydøst for Palermo
  • 58 km syd for Cefalù
  • 150 km nordvest for Catania

Kommunens hjemmeside: Comune di Gangi

Det historiske centrum med slottet øverst i Gangi. Foto: KirstenSoele

Medlem af sammenslutningen I Borghi più belli d’Italia, De dejligste små byer i Italien.

Antal indbyggere i hele kommunen: 6.568 (Istat 2018), Gangi ligger 1.011 m over havets overflade.

Byens skytshelgen: San Cataldo, Helgendag: Første pinsedag.

Gangi, der hører under Palermoprovinsen, Città metropolitana di Palermo, er optaget i sammenslutningen I borghi più belli d’Italia, De dejligste små byer i Italien.

Chiesa Matrices kuppel. Foto: KirstenSoele

Sammenslutningen omfatter byer af særlig historisk og kunstnerisk interesse, og det er et krav, at byens oprindelige struktur skal være bevaret. I 2014 blev Gangi udnævnt til at være den dejligste af de små byer på listen over de dejligste små byer i hele Italien.

Rundt i Gangi

Begynd en tur rundt i det historiske centrum af Gangi fra pladsen, Piazza S. Paolo, ved Chiesa di San Paolo. Kirken, der er bygget i det 15. årh, har en indgangsportal med basrelief og består af tre kirkeskibe. I kirken findes værk af billedhuggeren G. Li Volsi.

Chiesa di San Paolo. Foto: KirstenSoele

Overfor Chiesa di San Paolo ligger Chiesa dell’Abbadia eller Chiesa della Badiai tre plan fra det 14. årh. Kirken har en smedejernsport foran indgangen samt gittere af smedejern foran vindue samt åbninger til kirkeklokkerne. Over hovedalteret hænger et maleri, der fremstiller helgene Sankt Peter og Sankt Paul. I kirkens hvælving findes fresker fra 1796 af kunstmaleren Giuseppe Crestadoro . Freskerne viser allegoriske figurer, der repræsenterer la Fede, troen, la Carità, kærligheden samt la Giustizia, retfærdigheden.

Chiesa della Badia. Foto: KirstenSoele

Chiesa della Badia. Foto: KirstenSoele

Fra pladsen ved Chiesa dell’Abbadia udgår der to veje, følg her Corso Umberto I, hvor der ligger en række palæer. Det første, der ligger på venstre hånd, er det privatejede Palazzo Mocciaro i nyklassicistisk stil fra 1800 tallet med rum udsmykket med fresker.

Til venstre: Palazzo Mocciaro, i midten Torre dei Ventimiglia. Foto: KirstenSoele

Herefter ligger Palazzo Bongiorno på højre hånd. Palæet, der blev opført af familien Bongiorno mellem 1750 og 1758, er i tre etager og med en have i midten.

Ganske særlige er trompe d’oeil freskerne i palæets lofter, der er inspireret af kristendommen og af mytologien, og som er af den romerske maler Gaspare Fumagalli samt hans svoger, palermitaneren Pietro Martorana.

Fresko i Palazzo Bongiorno. Foto: KirstenSoele

Fresko i Palazzo Bongiorno. Foto: KirstenSoele

Palæet ejes i dag af kommunen, og det er muligt at se freskerne, når der ikke er arrangementer i salene.

Fresko i Palazzo Bongiorno. Foto: KirstenSoele

Videre ad Corso Umberto I kommer man til Piazza del Popolo med 1300 tals tårnet, Torre dei Ventimiglia, Chiesa Madre di San Nicolò, Il palazzo Comunale, rådhuset, samt fontænen Fontana del Leone.

Torre Ventimiglia. Foto: KirstenSoele

Torre Ventimiglia. Foto: KirstenSoele

Det var Francesco I Ventimiglia, der lod tårnet, Torre dei Ventimiglia, opføre fra 1337. Tårnet, der er firkantet, består af fire plan, der er opført på forskellige tidspunkter. Grundplanet har store åbninger afsluttet med gotiske spidsbuer, andet plan har gotiske vinduespartier med todelte bueåbninger, der ender i spidsbue, adskilt af en søjle med en roset over, tredje plan har både vinduer, der er inddelt i to åbninger og vinduer, der har bare én åbning, fjerde plan skal være lavet for at kunne placere et tårnur. I det 16. årh. tilhørte tårnet Ridderne af Malta. Da Chiesa Madre bygges bliver tårnet omfattet af de religiøse bygninger og bliver et klokketårn.

Chiesa Madre di San Nicolò. Foto: KirstenSoele

Chiesa Madre di San Nicolò, der ligger i forlængelse af Torre dei Ventimiglia, er fra det 14. årh. og bestod oprindeligt af bare et skib. Der blev senere hen i løbet af det 16. og det 17. årh. tilføjet endnu to skibe. I kirken findes træstatuer af Filippo Quattrocchi, Giudizio Universale, Guds dom ved verdens ende, af Giuseppe Salerno samt en San Nicola di Baria ved hovedalteret fra 1661 skabt af Scipione Li Volsi.

Fra pladsen foran tårnet og kirken er der en vidstrakt udsigt over husenes tage og markerne omkring Gangi. Man kan tillige se det runde saracenske tårn fra tiden med arabisk dominans.

Rådhuset, Piazza del Popolo. Foto: KirstenSoele

Rådhuset, Palazzo Comunale, er fra 1800 og ligger på Piazza del Popolo lige overfor det normanniske tårn, Torre dei Ventimiglia. Palæets facade er i venetiansk stil og har i midten et lille tårn med en loggia forneden og et ur øverst oppe.

Til højre for rådhuset i hjørnet af Piazza del Popolo findes fontænen Fontana del Leone fra 1931. Fontænen er til minde om belejringen af Gangi i 1926, da Mussolini sender en præfekt til området for at bekæmpe mafiaen. Belejringen varede indtil alle banditter og mafiosi var drevet ud af ‘hulen’, dvs deres skjul. Den sidste, der blev fanget hed Leone.

Fontana del Leone, Løvefontænen. Foto: KirstenSoele

Ved at fortsætte ad Corso Umberto kommer man til Palazzo Sgadari, der rummer Museo Civico, bymuseet, med arkæologiske fund fra området. To af palæets etager er udsmykket med fresker.

Næsten for enden af Corsoen ligger kirken for byens skytshelgen, Chiesa San Cataldo fra første halvdel af det 14. årh. Kirken rummer værker af Giuseppe Salerno, heriblandt Il miracolo dei Diecimila Martiri fra 1619, af Filippo Quattrocchi, Madonna degli Agonizzanti, samt en marmorstatue af San Cataldo, skabt af Gaginiskolen.

Polizia Municipale, den lokale politistation ved Piazza Bongiorno. Foto: KirstenSoele

Går man samme vej tilbage og op til højre, ligger kirken Chiesa della Madonna della Catena i gaden Via del Castello. Fra pladsen foran kirken er der udsigt over tage, huse og stræder. Kirkens facade er fra 1500 tallet og har rækker af piller skåret

Chiesa della Madonna della Catena. Foto: KirstenSoele

ind i facaden samt en indgangsportal fra 1647 med søjler på begge sider. I kirken er der to statuer i hhv marmor og træ af Madonna della Catena. Marmorstatuen skal være skabt af Gaginiværkstedet, statuen af træ fra 1700 tallet er af Filippo Quattrocchi. I kirken er Giuseppe Salerno, den halte, begravet.

Slottet, Castello dei Ventimiglia, nås ved at fortsætte ad Via del Castello i retning mod udgangspunktet ved Chiesa di San Paolo. Slottet, der er firkantet og endnu har rester af to tårne, stammer fra første halvdel af det 14. årh, og er opført efter greven af Geraci, Francesco I Ventimiglias, ønske. Indtil 1625 var slottet i familien Ventimiglias eje. Da slottet på et tidspunkt bliver fængsel, forfalder det, indtil det erhverves af familien Milletarì, der endnu i dag ejer en del af slottet, og som bruger det til privat beboelse.

Gadeparti. Foto: KirstenSoele

Videre ad Via del Castello nås udgangspunktet Piazza S. Paolo.

I Gangi findes en Via degli Odori Gangi . Det er en duftende strækning, der skal give indtryk af dufte fra ca 30 planter, der tidligere blev brugt som lægeurter, dufte som lavendel, merian og hjertensfryd. Strækningen, hvor hver plante er forsynet med et skilt med oplysninger om planten samt brug af planten, går igennem det historiske centrum fra Corso G.F. Vitale igennem det gamle Santa Lucia kvarter.

Se også: Gangis historie, kulinariske specialiteter og begivenheder

__________________________