Provinshovedstad, en by præget af jordskælv og krig. Madonna della Lettera, domkirke og klokketårn.
-
Afstande: Messina ligger
- 224 km øst for Palermo
- 96 km nord for Catania
Kommunens hjemmeside: Comune di Messina
Antal indbyggere i hele kommunen, 1): 236.962, (2017), 3 meter over havets overflade.
Skytshelgen: Madonna della Lettera. Helgendag: 3. juni
Messina er hovedstad i Messinaprovinsen, Città Metropolitana di Messina. Det er den sicilianske by, der ligger længst mod øst, hvor den vender ud mod Messinastrædet, Il stretto di Messina. Et stræde, der i antikken blev kaldt Il stretto di Scilla e Cariddi, Skylla
og Charybdis, efter de to kvindelige uhyrer, der ifølge den græske og den romerske mytologi befandt sig i strædet. Her levede Skylla af de sømænd, der kom forbi. Charybdis var en malstrøm, der sugede alt ned i havet.
Fra Messina er der hyppige afgange med båd til fastlandet, typisk til Villa San Giovanni, hvor der er 7 km til, eller til Reggio Calabria, hvor der er 11 km til. Der har igennem mange årtier været tale om at bygge en bro over strædet, hvor der på det korteste sted nord for Messina er bare godt 3 km over til fastlandet, men der er trods beslutninger om at etablere en bro endnu (2017) ikke tegn på, at der er tiltag til byggeri.
Messina har adskillige gange været udsat for omfattende ødelæggelser, alene igennem de sidste ca 250 år har byen bl.a. været udsat for store og ødelæggende jordskælv i hhv 1783 samt i 1908, hvor næsten 70.000 indbyggere dør som følge af jordskælvet. I sommeren 1943 lægges store dele af byen i ruiner som følge af de allieredes bombardementer. Til trods for at mange kunstværker er gået tabt under ødelæggelserne, og at der ikke er meget tilbage af det historiske centrum, er der alligevel en del seværdigheder i byen.
Madonna della lettera
Kommer man til Messina ad søvejen mødes man i havnen af statuen af byens skytshelgeninde, Madonna della Lettera, der står på en søjle. Med højre hånd velsigner hun byen. I venstre hånd holder hun det brev, hun sendte til Messina i år 42 e.kr. efter at byen havde konverteret. Den vigtigste del af brevet er citeret på det fundament, der bærer søjlen med madonnafiguren: “Vos et ipsam civitatem benedicimus”, “Velsignet være jer og jeres by”.
Ifølge overleveringerne sendte Messina en delegation afsted til Palæstina for at opsøge Guds mor. Efter at Madonnaen havde mødt delegationen sendte hun brevet med velsignelser samt en lok af sit hår til Messina. Når Madonna della lettera hvert år den 3. juni fejres med en procession, læses hele brevet op ved slutningen af processionen. Madonnaens hårlok opbevares i masten på en galæon af sølv.
Seværdigheder:
Museo regionale di Messina. Blandt de væsentligste værker er tavler med malerier, “Polittico di San Gregorio”, af Antonello da Messina fra 1473 samt “Madonna col Bambino benedicente e un francescano in adorazione”, Madonna med barnet, der velsigner og en franciskanermunk i tilbedelse, tillige af da Messina og fra omkring 1474-1475. Af Caravaggio har museet værkerne “Resurrezione di Lazzaro”, Lazarus’ genopstandelse, og “Adorazione dei pastori”, Hyrdernes tilbedelse.
Adresse: Viale della Libertà, 465, Messina
Fontana di Orione, Orionfontænen, der står på Piazza Duomo, domkirkepladsen i Messina, er skabt af Giovanni Angelo Montorsoli i 1553. Fontænen er udført som en pyramide. Øverst oppe står den græske sagnhelt Orion med hunden Sirio for fødderne. Nedenunder ridder fire små drenge på delfiner, hvor der kommer vand ud af munden. Herefter kommer der fire najader, kildenymfer, og så fire tritoner. Nedenunder igen er der fire statuer, der symboliserer floderne Nilen, Tibern, Ebro og Camaro, hvor den sidste er den kilde, der giver vand til fontænen. Fontænen afsluttes forneden med fire bassiner og otte søuhyrer i sort sten.
Campanile meccanico e astronomico del Duomo, domkirkens mekaniske astronomiske klokketårn, der er verdens største, er skabt af firmaet Ungerer fra Strasburg og indviet i 1933. Tårnet erstatter tidligere klokketårn, der er blevet ødelagt af jordskælv.
På den side af tårnet, der vender ud imod pladsen, vises scener fra dagliglivet samt religiøse scener. Der er i alt syv scener placeret op ad tårnet; Øverst løven, herefter Hanen sammen med Dina og Clarenza og klokkerne, der angiver kvarterer og timer, så Madonna della Lettera sammen med englen San Paolo og de fire ambassadører fra Messina. Som nr. fire fra oven er bibelske scener, herunder Chiesa di Montalto, Montaltokirken, som andensidste scene ses menneskets faser i livet og sidst figurer, der repræsenterer ugens dage. Hver dag kl. 12.00 bevæger tårnets figurer sig i fem af de syv scener.
Øverst (foto foroven) er løven, il leone, symbolet på styrke og på Messinaprovinsen. Hver dag til middag bevæger den det flag, den holder, og bevæger halen. Så vender den hovedet mod pladsen og brøler.
På niveauet under løven er Il Gallo, Dina e Clarenza, scenen med hanen, Dina og Clarenza. Her symboliserer hanen vækning af bevidstheden. De to kvindestatuer, Dina og Clarenza, holder begge en snor i hånden, der fører op til klokken. Dina og Clarenza er de to heltinder, der under den sicilianske vesper i 1282 redder byen, da den bliver angrebet af franskmændene fra fyrstehuset Anjou. De to kvinder redder byen bl.a. ved at ringe med klokkerne.
På tredje niveau, set fra oven, findes scenen med byens skytshelgeninde, Madonna della Lettera. Hun løfter den højre hånd for at velsigne englen, San Paolo og de fire ambassadører, der kommer til hende fra Messina.
Fjerde niveau, set fra oven, indeholder fire scener fra bibelen, der vises i overensstemmelse med den liturgiske kalender. Fra jul til Hellig tre kongers dag (Epifania) vises hyrdernes tilbedelse af Jesusbarnet. Fra Hellig tre kongers dag til påske: De hellige tre kongers tilbedelse af Jesusbarnet. Scenen fremstiller De hellige tre
konger, der af stjernen ledes hen til Jesusbarnet i favnen på Jomfru Maria. Den tredje scene vises mellem påske og pinse: Jesu genopstandelse. To soldater sidder vagt foran graven, hvor Jesu rejser sig fra. Fra pinse til jul: Helligåndens nedstigning. De tolv apostle står rundt om Madonnaen, mens en due som symbol på Helligånden flyver rundt.
På femte niveau findes La chiesa di Montalto, Montaltokirken. Hver dag til middag flyver en due ud til Schuberts Ave Maria.
Under kirken, på sjette niveau, er Il carosello delle età, alderskarrusellen. På karrusellen står der fire statuer, der hver er et billede på de forskellige faser i livet; Et barn repræsenterer barndommen, en ung ungdommen, en kriger står for voksenalderen og en gammel mand for alderdommen. Døden, der symboliseres af et skelet med sin le, overvåger nøje livsforløbet.
På det syvende og sidste niveau er sceneriet med Il carosello dei giorni della settimana, karrusellen med ugedagene. Hver dag repræsenteres af en hedensk gud, der kører i triumf i en vogn trukket af forskellige dyr:
-
Søndag: En vogn trukket af en hest og ført af Apollo
- Mandag: En vogn trukket af en hjort og ført af Diana
- Tirsdag: En vogn trukket af en hest og ført af Mars
- Onsdag: En vogn trukket af en panter og ført af Merkur
- Torsdag: En vogn trukket af et fabeldyr og ført af Jupiter
- Fredag: En vogn trukket af en due og ført af Venus
- Lørdag: En vogn trukket af et fabeldyr og ført af Saturn.
På den side af klokketårnet, der vender ind imod kirken, er der øverst en kugle, der repræsenterer månen, og som viser månens forskellige faser. Nedenunder et system af planeter samt en evighedskalender.
Solsystemet, Il planetario, har solen i centrum og ni planeter, der drejer rundt om solen. De tolv stjernetegn vises.
Evighedskalenderen, Il calendario perpetuo, består af en stor cirkelformet plade med ugedage, måneder, år og helligdage på. En marmorengel peger med en pil på dagen.
Se også:
Messinas historie, kulinariske specialiteter og begivenheder
1) Istat, 2017
_______________