Trapanis seværdigheder III

Fontana del Saturno. Foto: KirstenSoele

Fra San Lorenzo katedralen kommer man ad V.G. Dom. Giglio til kirken Chiesa delle Anime del Purgatorio, Skærsildens kirke. Kirken er påbegyndt i 1688, mens facaden i barok er skabt af arkitekten Giovanni Biagio Amico i 1712. Særlig kendt er kirken for at opbevare de 20 grupper af skulpturer, der fra Langfredag til lørdag i påskeugen indgår i optoget Processione dei misteri, et optog, som viser forskellige situationer i Kristi Lidelseshistorie. Optoget begynder fra Chiesa delle Anime del Purgatorio.

Fra Chiesa delle Anime del Purgatorio kan man følge Via Cassaretto. Går man til venstre ad Via Turretta kommer man op til Piazza Lucatelli, hvor der særligt om aftenen er livligt med barer og restauranter. Følger man derimod Via Cassaretto til næste tværvej, Via Torrearsa, og går op til venstre, kommer man til Piazza Saturno med fontænen Fontana di Saturno, der ligger ved siden af Chiesa di Sant’Agostino. Fontænen er oprindeligt opført i 1342 af Chiaramontefamilien for at forsyne byens indbyggere med vand. I 1700 tallet bliver det, der nu var en barokfontæne, udstyret med statuen af Saturn, byens mytiske grundlægger.

Fontana del Saturno. Foto: KirstenSoele

Fra Piazza Saturno fører Corso Italia op til XXX Gennaio, hvorfra man kan gå over i parken Villa comunale Regina Margherita eller tilbage til udgangspunktet Piazza Vittorio Veneto.

Udenfor det gamle centrum ligger Museo Pepoli og kirken Santuario Maria SS Annunziata.

*

*

Museo Pepoli er stiftet af grev Agostino Sieri Pepoli og ligger i et Karmeliterkloster. Museet rummer bl.a. skulpturer af Gagini værkstedet, værker af koral og sølv, en malerisamling med malerier af bl.a. Tiziano og af Geronimo Gerardi og en samling af arkæologiske fund fra området.

Adresse: Via Conte Agostino Pepoli 180, Trapani. Åbningstider: tirsdag – lørdag: 9.00 – 17.00. Søndag: 9.00 – 12.00

Santuario Maria SS Annunziata ligger i en have med mange planter og fontæner og ved siden af Museo Pepoli. Den første kirke på stedet er fra 1200 tallet. Herefter bliver der bygget en større kirke, der består af et kirkeskib. Facaden er i dag som den, der blev skabt i 1300 tallet, mens det indre er ændret i 1742, hvor arkitekten Giovanni Biagio Amico får skabt et kirkeskib i barok og renæssancestil med bl.a. forsølvet stuk. I et kapel i barok stil findes sølvstatuen af byens skytshelgen, Sant’Alberto. To kapeller fra 1500 tallet er tilegnet hhv. fiskere og sømænd. En Madonna med barnet, Trapanis Madonna, der kan ses på hovedalteret, er skabt i det 14. årh. af den norditalienske billedhugger Nino Pisano. Af andre værker kan nævnes maleriet “Jomfru blandt helgene” af Domenico La Bruna fra 1735.

En promenade langs stranden og havet findes i den nordlige del af den gamle by. Langs promenaden på Lungo Mare Dante Alighieri ligger der barer og restauranter.

Udflugtsmål udenfor Trapani:

  • Erice med et seværdigt og velbesøgt historisk centrum ligger umiddelbart udenfor Trapani. Man kan køre i bil op til Erice, der ligger på en klippetop, eller man kan komme derop på 10 minutter med kabelbanen, Funivia Trapani-Erice. Kabelbanen går fra Stazione di Valle, der ligger i udkanten af den østlige del af byen på SP31 (Strada Provinciale 31)
  • Salemi, der ligger 36 km udenfor Trapani, har et historisk centrum med bl.a. et normannisk slot og et museum om den sicilianske mafia. Byen var i en kort periode Italiens første hovedstad.
  • Le saline: Saltmarker, saltsøer eller saltminer, hvor der fremstilles havsalt, findes udenfor Trapani
  • Isole Egadi, De Ægadiske øer, hvoraf Favignana, Levanzo og Marettimo øerne er beboede, kan nås med færge fra Trapani.

Se også: